••Sommerferie••:••Vinterferie :••Ugens rejsetilbud••:••Skønne Thailand
LANGUEDOC & RIVIERAEN
FRANKRIG
Den franske middelhavskyst er et af de mest populære og stemningsfyldte rejsemål i landet. De skønne strande og mange oplevelser tiltrækker en bred skare af besøgende, det solbeskinnede område er utrolig alsidigt og byder også på smukke landskaber, gode museer, romerske ruiner, charmerende landsbyer og lækker gastronomi der på bedste vis kombinerer det skønne middelhavskøkken med franske klassikere.


Et kig ud over Den Franske Riviera og Nice


Strande i Sydfrankrig
Den franske middelhavskyst er spækket med dejlige strande, alle de kendte feriebyer som Nice, Antibes Cannes, Le Grau du Roi og Agde har selvfølgelig deres helt egen bystrand med solstole og parasoller, men vil man gerne have lidt længere afstand til næste badegæst er der også lange strande med god plads.

Helt mod øst ligger feriebyen Cap d' Ail, omtrent midt mellem den italienske grænse og Nice. Her finder man et dramatisk klippelandskab og pragtfulde badebugter. Bystanden hedder Marquet, den ligger i forlængelse af marinaen, kvaliteten fejler ikke noget, men bedre er Mala Beach et par km mod vest, her finder man et par strandrestauranter i den dyre ende.

Videre mod vest støder man ind i Saint-Jean Cap Ferrat der ligger på en lille halvø. Byen er måske ikke den mest kendte på kysten, men det kan jo være grund nok til at besøge netop dette sted der har tre strande, den nordvendte Paloma, der er et fint sted når det blæser, Passable Beach, en lille badebugt med dejligt klart vand og udsigt til Villafranche sur Mer, og ikke mindst halvøens største strand, Cro de Pei Pin, der ligger lige nord for havnen. Saint-Jean Cap Ferrat er en skøn lille by med charmerende huse og en rolig atmosfære.

Blot ca. 10 km mod vest når man til den berømte by Nice der er rivieraens hovedstad. Et yndet sted og en evig favorit blandt feriefolket der traver i den skønne smalle gader eller nyder livet på stranden der er hele syv km lang og delt op i offentlige og private områder. Man kan mange steder leje solstole og parasoller, det er ret dyrt, regn med mellem 12€ og 20€ for en hel dag. På de private områder er der desuden strandbarer og restauranter hvis man skulle blive sulten. Stranden i Nice er ikke sandstrand, men har småsten, til gengæld er vandet dejlig turkisblåt.

En ca. 45 minutters køretur mod sydvest bringer dig til Antibes, endnu en af rivieraens populære feriebyer der er gået hen og blevet hot. Byen er charmerende med en lille havn og skønne markeder. Antibes har flere strande i umiddelbar nærhed, de er glimrende, men er temmelig overfyldte i højsæsonen. Mest centralt ligger Plage de la Gravette, det er en bystrand med blandet sand og rullesten, bedre er de to strande Plage de Pontell og Plage de la Salis der ligger udenfor den gamle bydel, på begge strande kan der parkeres og man kan få lidt at spise.

Man kan næsten ikke nævne Antibes uden også at nævne Juan les Pins hvis lange strand er med sand. De fleste hoteller udlejer solstole og parasoller for ca. 20€ pr. dag. Juan les Pins ligger kun få km fra den berømte bade- og filmby Cannes, her troner det store Hotel Carlton bagved den palmeklædte strandpromenade der løber langs Plage de la Croisette. Stranden her består mest af sand, men kan ikke sige sig fri for også at have sten. De dyre luksushoteller har sat sig på store strandafsnit, her koster det penge at komme ind.

Mens Plage de la Croisette er lidt mondæn og et se og bliv set sted om sommeren, så er der anderledes roligt ved Plage Gazagnaire lige øst for Port Canto, her holder børnefamilierne og camperfolket til. Lige vest for havneområdet i Cannes, langs strandvejen, finder man Midi Plage, både den og Plage Gazagnaire er offentlige strande.

43 km sydvest fra Cannes kommer man til St. Raphael, en mindre ferieby grundlagt i romertiden. St. Raphael har formået at holde sig nogenlunde ude af det mondæne ræs som findes i både Cannes og St. Tropez, prisniveauet er lavere og det har tiltrukket mange børnefamilier.

På begge sider af byens havn finder man strand, øst for hedder den Plage du Veillat og vest for Fréjus Plage, der nok hører til byen Fréjus, men ligger tættere på St. Raphael. Begge strande er temmelig overbefolkede i højsæsonen, men er man frisk på en gå- eller køretur kan man besøge Plage Beacu Rivage og Plage du Débarquement (ca. 7 km mod øst), begge er med småstrande, sidstnævnte dog blandet med sand.

Undervejs fra St. Raphael til St. Tropez kan man gøre stop i St. Aygulf, en lille fikserby med en mindre naturiststrand. Den slags fås bedre i St. Tropez, men inden man når så langt er der også de fine strande i Sainte-Maxime, man skal dog lidt udenfor byen (mod vest) for at finde de gode strande, først Plage de la Nartelle og dernæst Plage des Eléphants der ligger i forlængelse. Begge har dejligt sand og udlejning af solstole for ca. 12-15€.

Overfor Sainte-Maxime, på den anden side af den lille bugt, ligger den kendte ferieby St. Tropez. Her kan man boltre sig på nogle af Frankrigs mest berømte strande som Tahiti Beach og Plage de Pampelonne der er de rige og berømtes mødested om dagen. Barerne ligger på stribe, mange af dem har solstole til udlejning på den fine sandstrand med det klare vand. Det er lidt af et cirkus når rigmændene flasher deres nye yacht mens unge smukke piger traver i vandkanten for at blive set.

Plage de Pampelonne og Tahiti beach er faktisk én lang strand, den ligger ca. fire km syd for St. Tropez by, af en eller anden grund har man givet den nordlige del af stranden navnet Tahiti Beach. Det er her man finder et afsnit hvor de mange nøgenbadere kan få sol på hele kroppen. St. Tropez-området har mange andre strande, f.eks. Plage de Bouillabasisse og Plage des Graniers, begge ligger tættere på centrum og er børnevenlige.


En af kystens dejige strande - her naturiststranden Plage de Maguelone


Et langt roligere og familievenligt område findes omkring Cavalaire-Sur-Mer, byen har en hyggelig marina og en skøn sandstrand der er tre km lang, her bliver aldrig for overfyldt. Yderligere mod vest ligger spredte badebugter indtil man når byen Le Lavandou der praler af at have hele 12 strande. Byen har idag en stor marina, men er også en vigtig turistby med flotte lange sandstrande med klart vand, på de fleste af dem kan der lejes solstole.

Halvøen ved La Seyne Sur Mer, lige vest for Toulon, er endnu et ferieområde der modtager ikke så få besøgende fra den nærliggende millionby Marseille, der sagtens kan springes over hvis man er på decideret strandferie.

Vest for Marseille er landskabet mere fladt, man kommer hurtigt til det store naturreservat Carmargue der er et smukt område med kilometerlang strand, et sted der aldrig bliver for trangt. Flere steder fra hovedvejene D36B og D37, der forbinder Marseille med den vestlige del af kysten, er der afstikkere til det skønne område.

Helt mod vest, men også en del af Carmargue, ender den dejlige naturpark i stranden Plage de l'Espiguette, der er en fanatstisk smuk strand med sanddyner og vild natur. Det er en af Frankrigs største strande, den er flere kilometer lang og der er plads til alle, også naturister der her har nogle af de bedste forhold på kysten.

L'Espiguette ligger kun et par km fra feriebyen Le Grau Du Roi der har sin egen bystrand. Le Grau du Roi har en international atmosfære og mange gode restauranter langs kanalen der løber ind i landet. Få km videre mod vest ligger La Grande Motte, feriebyen har strand på begge sider af havnen, bedst er den vest for, næsten 10 km lang løber den ned til Palavas-les-Flots. Undervejs kan man nyde det dejlige sand og der er masser af steder med udlejning af solstole. Barer er ikke noget problem at finde og vil du prøve vandsport er der også rig mulighed for det.

Stranden fortsætter faktisk efter Palavas-les-Flots, efter ca. fire km når man til Plage de Maguelone der er nærmeste naturiststrand fra Montpellier. Stranden fortsætter ned til Frontignan, herefter kommer havnebyen Séte inden man når Marseillan Plage, en lang og bred strand med megen turisme. Alligevel er her god plads og en del naturister.

Det kan man også roligt sige der er ved Cap d' Agde der er hjemsted for verdens største naturistby. Den ligger naturligvis ud til stranden, her kan man holde ferie sammen med tusinder af andre nøgne gæster. Vest for naturistbyen ligger selve Agde by, her er en havn og fine strande. Kysten her er faktisk én lang strand med god plads mellem byerne.

Farinette Plage er næste større område med solstole og strandbarer, her er børnevenligt og der er mulighed for vandsport. Portiragne Plage og Serignan Plage ligger umiddelbart mod vest, begge steder er der campingpladser, på Serignan Plage også for naturister, så der er naturligvis rigtig mange nøgenbadere på et større stykke af den dejlige strand.

Vest herfor ligger det nyere ferieområde Valras Plage der er blevet utrolig populært. Her er mange faciliteter og stedet er meget børnevenligt. Her er livredder på stranden hvor der også kan prøves vandsport. Man kan både leje ferieboliger, bo på camping eller i feriecentre ved Valras Plage der tilbyder noget for alle.


St-Paul-de-Vence med de brostensbelagte gader


Ting at se og lave i Sydfrankrig
Sydfrankrig er et overflødighedshorn af oplevelser, bare det at tage bilen og køre ud i de små landsbyer er en oplevelse, her synes tiden at stå stille i forhold til det hektiske liv ved kysten. Den vestlige del af rivieraen, i Provence, er bjergrig med meget smuk natur, prøv f.eks. at tage op til den lille by Ezé for at besøge den gamle middelalderby, her, 400 m.o.h. har man en smuk udsigt over kysten.

Nice skal selvfølgelig opleves, selvom det er en storby, så er tempoet alligevel roligt, en tur rundt i de smalle brostensbelagte gader i Vielle Ville, den gamle bydel, er hyggelig, her er masser af lokalliv. Promenade de Anglais er boulevarden der løber langs stranden, her kan man nemt få megen tid til at gå, folkelivet i Nice er helt specielt.

Fra Nice kan man tage en tur på den såkaldte Grande Corniche, en 32 km lang rute som blev påbegyndt af Napoleon i 1806. Langs denne vej kan man opleve fantastiske udigter, mange turister stopper op for at tage billeder, det kan nemt give lange køer.

Som i Nice har man også i Cannes en strandboulevard, her hedder den Promenade de la Croisette, hvor det store hotel Carlton troner elegant, men langs boulevarden ligger adskillige andre luksushoteller der hver har deres strandafsnit. Fra Cannes kan du tage både ud til øen Ile Ste-Marguerite hvor "Manden med jernmasken" blev holdt fanget.

14 km nord for Cannes ligger byen Grasse der er centrum for Frankrigs parfumeproduktion, her kan du besøge en af fabrikkerne. Denne del af Frankrig var i en årrække Picassos hjem, i området findes flere gode museer, det bedste er Musee Picasso i Antibes.

Ca. 12 km nord for Antibes ligger de to byer Biot og St-Paul-de-Vence, førstnævnte by er berømt for sin keramikproduktion, mens St-Paul-de-Vence er en utrolig charmerende by med brostensbelagte gader. Her finder man også et fremragende museum for moderne kunst.

Byen Saint Raphael sydvest for Cannes har en hygelig gammel bydel med kirken fra det 12. århundrede som centrum. Her er også en skønt frugt- og blomstermarked der åbner hver morgen. Saint Raphael er næsten smeltet sammen med byen Frejus, hvor man kan besøge det gamle romerske amfiteater der havde plads til 10.000 tilskuere. Byen har også en zoo.

Den berømte ferieby St. Tropez er også værd at besøge, bare for at opleve det mondæne liv blandt jet-settet. Mens St. Tropez er de riges legeplads i vor tid, så er byen Hyeres kystens ældste feriested, engang modtog man her prominente gæster som Napoleon, Dronning Victoria og Leo Tolstoy for bare at nævne nogle. Som i andre byer i området er den gamle bydel også her den hyggeligste, hver dag er der marked på Place Massillon.


Ud for kysten her finder man øerne Iles d'Hyeres, de er bilfri og dagligt modtager de små øer tusinder af endagsturister fra fastlandet. Man kan sagtes overnatte, øerne er en god mulighed for en lidt anderledes ferie, ikke mindst på Ile du Levant hvor man finder Heliopolis der er et stort naturistområde.

Vest for Hyeres ligger en af kystens største byer, Toulon, der er base for den franske flåde. Bybilledet er præget af sømænd og invandrere fra Nordafrika. Toulon er fra det 11. århundrede og der er mange levn fra fortiden. Tirsdag og søndag er der et herligt marked i gaderne omkring Lafayette.

Kystens bagland har ligeledes fremragende attraktioner, det er kun et spørgsmålom hvor langt man vil køre. Mens der som nævnt er ret bjergrigt i den østlige del af baglandet, så er det nemmere at komme rundt mod vest hvor det er mere fladt.

En af de byer man kan besøge er Aix-en-Provence, den vidunderligt smukke by er indbegrebet af Provence. Byen er fra år 122 og var dengang en romersk bosættelse. Aix-en-Provence har idag smukke gader og farverige markeder, omkring byen ligger pragtfuld natur med marker af duftende lavendel.

Man kan fortsætte nordpå til Gordes der ligger smukt op ad en klippeside. Byen har brostensbelagte gader og er et perfekt stop inden man når den gamle paveby Avignon der har en fem km lang bymur med 39 tårne og syv porte. Engang lå der et flot palads i byen, her boede de syv paver der brød forbindelsen med Rom, desværre blev dets indhold fjernet under den franske revolution. Avignon har rigtig meget at byde på, man kan nemt tilbringe flere dage her.

Avignon ligger smukt ved Rhône-floden, man kan køre tilbage til kysten langs floden, men gør endelig et stop i de to byer Saint-Rémy-de-Provence og Le Baux de Provence. Førstnævnte er en provencalsk lilleby med et væsentligt roligere tempo en Avignon, her er en skøn atmosfære og gode markeder.


Charmerende Saint Remy de Provence


Le Baux de Provence ligger kun fem km mod syd, ad snoede veje i et kuperet terræn kommer man til den gamle middelalderby der er fyldt med stenhuse og smalle stræder. Idag er der forretninger i husene, man kan købe delikatesser og lokalt kunsthåndværk. En af hovedattraktionerne er den gamle borg, et fæstningsværk som bla. Kardinal Richelieu prøvede at ødelægge.

Ca. 30 km mod sydvest kan man besøge Arles, byen har et væld at monumenter fra romertiden, inklusive det smukke amfiteater der kan rumme 25.000 tilskurere. Men der er andre interessante seværdigheder af historisk karakter, bla. kirken St. Trophime fra det 12. århundrede og de romerske bade der ligger tæt ved Rhône-floden. Her er masser at foretage sig, byen rummer også gode museer og hyggelige restauranter.

Er man til mere historie fra romertiden kan man kører de ca. 40 km nordvest til Nîmes, der udover en velholdt romersk arena, også har en hyggelig gammel bydel med smalle stræder. Videre mod nordvest kan man imponeres over en af Sydfrankrigs største seværdigheder, den store akvadukt Pont du Gard der i romertiden skulle bringe vand fra den nærliggende by Uzés til Nîmes. Netop Uzés er indbegrebet af fransk charme med en fantastisk gammel bilfri bydel.

Tager man fra Arles mod syd, ned til kysten igen, støder man ind i den smukke nationalpark Carmague der er en verden for sig. I dette øde vådområde kan man spotte fugle, flere and 400 arter er registrerett her, bla. flamingoen. Kør østpå langs kysten, du når badebyen Le Grau du Roi og den idylliske by Aigues-Mortes der er mest kendt for den velbevarede bymur fra middelalderen.

Languedoc's største by, Montpellier, ligger ca. 30 km mod vest, byen er sprudlende takket være et af Europas største universiteter, der er mange hyggelige pladser og gader hvor folk samles til noget god mad og drikke. Montpellier er også en yderst vigtig vinby, i omegnen ligger adskillige fremragende vindistrikter.

Tæt på Portiragne Plage, Serignan Plage og Valras Plage ligger den pragtfulde by Béziers der kan daters tilbage til romertiden, her finder man masssr af byliv og gode restauranter.

Mod sydvest tynder det efterhånden ud med de helt store historiske seværdigheder, til gengæld kan man finde charmerende småbyer og dejlige strande ved kystens ferieområder. Sydfrankrig byder også på adskillige golfbaner og der er vandparker for børnene, her er helt sikkert noget for alle.


Hvor skal man bo
Uanset om man er til camping, feriecentre, hotel eller egen villa, så findes det i Sydfrankrig, det er blot at vælge blandt de ufattelig mange muligheder der er for overnatning. Den franske middelhavskyst er lang, så det er vigtigt at finde det helt rigtige sted at bo i forhold hvad ferien skal bruges til.

God strand skal man ikke køre langt efter, måske vil du være tæt på byen, spille golf eller have sjove aktiviteter for børnene inden for overkommelig køreafstand, ting der er værd at overveje.

Er du til fest og farver skal St. Tropez overvejes, her er gang i gaden, byen har nogle af Europas hotteste klubber og diskoteker. Også storbyen Nice og feriebyen Le Grau du Roi skal nævnes når det gælder natteliv.

for at besøge Sydfrankrig behøver man ikke nødvendigvis bo tæt ved havet, mange gamle slotte og palæer er lavet om til hoteller eller pensioner, det er ofte vidunderligt smukke steder der nok er dyrt, men helt sikkert også anderledes!


Mad og drikke
Man behøver næsten ikke skrive det, men Frankrig er et sandt paradis for mad- og vinelskere. Overalt kan man få noget godt at spise, prisniveauet på restauranterne er forholdsvis lavt, men de dyre steder findes i høj grad langs kysten.

Den franske mad er utrolig alsidig, man spiser godt, bla. takket være de lækre friske råvarer som er lige ved hånden. Gå blot en tur på det lokale marked for ved selvsyn at konstatere de skønne frugter og grøntsager, foruden delikatesser som kun franskmænd kan lave dem.

Mange retter i det sydfranske minder om det man får serveret i det nordlige Spanien, her er det tydeligt at store dele af Sydfrankrig har været under spansk herredømme. Af franske klassikere der næsten er et must at prøve er Bouillabaisse, en fiskesuppe der smager forrygende, på mange restauranter skal det bestilles i forvejen.

Prøv også Cassoulet, en skøn simreret med bønner og kød efter ønske. Med den lange kyststrækning er det ikke overraskende at fisk og skaldyr ofte er at finde på menukortene, det er glimrende valg og i Frankrig til at betale. På de fleste restauranter kan man bestille á la carte eller en fast set menu bestående af to eller flere retter.

Laver I mad selv er der som nævnt alle muligheder for at finde det I skal bruge på markederne, her er brød i alle afskygninger og f.eks. hjemmelavede pølser og patéer. Naturligvis findes der også store velassorterde supermarkeder med alt hvad man skal bruge, priserne er nogenlunde som i Danmark.

I Frankrig drikker man ikke overraskende vin til stort set al mad og såmænd også mellem måltiderne, er man glad for de dejlige dråber er man kommet det helt rigtige sted hen. Der produceres fremragende vin, prøv blot at besøge en vingård eller butik hvor man kan købe den lokale vin i store dunke, det er utrolig billigt og du finder ganske sikkert også din helt egen favorit.


Typisk marked i Sydfrankrig


Hvordan kommer man dertll
Der er direkte fly fra Danmark til både Montpellier, Marseille og Nice i turistsæsonen. Mange danskere foretrækker dog at køre til Sydfrankrig, det er en overkommelig tur, også hvis man har campingvognen med.

Der er utallige muligheder for at booke en tur til den skønne middelhavskyst, man kan købe en pakkerejse hvor det meste er inkluderet, det er blot at vælge om turen derned skal foregå med fly eller i egen bil.

Rigtig mange rejsebureauer har Frankrig på programmet, men du kan også nemt selv booke både fly og overnatningssted hjemmefra. Flyver du kan du hjemmefra booke en lejebil der så vil stå klar til dig når du lander, meget bekvemt.



Transport
Er du ikke allerede kommet til Frankrig i egen bil, så sørg for at leje en. Det er nemt at komme rundt, vejene er for det meste gode og kun med bil kan man opleve de gode seværdigheder i eget tempo. En bil er også et must hvis du vil besøge mange af de dejlige strande der kan ligge lidt udenfor de gængse turistruter.


FLERE MINIGUIDES


Gran Canaria



Ibiza



Mallorca



Costa del Sol


ARTIKLER


Charterferien samler vi selv



St. Tropez - mere end de riges legeplads



Familieferie på den franske riviera



Herault-Languedoc, kun tre timer væk



Løb og afslapning langs Cote d' Azur



Fest i solen




Bookmark and Share



















"Nyd den provencalske charme i Aix-en-Provence, hæng ud med jet-settet i St. Tropez, spot flamingoer i Carmargue og slap af på en af kystens mange strande"



AFBUDSREJSER


















REJSEGUIDES


Køb Turen går Til Sydfrankrig samt mange andre titler hos saxo.com.








ANNONCE







PRAKTISK INFO




Valuta:
Euro - Mange kontantautomater, også med engelsk menu

Sprog:
Fransk - Ikke mange franskmænd taler engelsk og de gør sig bestemt heller ingen anstrengelser for at prøve. Lær et par franske gloser, det bliver der sat pris på.

Indrejse:
Pas skal bruges til f.eks. ID i lufthavnen

EL:
220V - danske stik kan nemt bruges

Mobiltelefon:
Danske mobiltelefoner kan normalt bruges uden problemer i Frankrig

Vejret:
Varme og tørre somre, fra juni og frem til midten af september er det solrigt med temperaturer på 26°-32°C. Forårsmånederne kan også være dejlige med 14-16°C allerede i marts/april. Vintrene er milde, men kølige prioder med temperaturer ned til frysepunktet forekommer.










ANNONCE











ANNONCE